De blev beskyldt for at besætte mennesker med djævlen og udøve trolddomskunst.
Og de blev brændt på bålet for det.
I nyere tid er hekse fast inventar til sankthansaften, hvor hun formet af strå og gamle klude placeres øverst på bålet og brændes foran et publikum for at holde det onde væk.
Historien om hekseafbrændingerne, der egentlig ikke har noget med sankthans at gøre, er for mange velkendt.
Men her er fire ting, du måske ikke vidste om kvinden, djævlen og trolddommen, der udgør historien om hekse i 1600-tallet.
1
Derfor gik det mest ud over kvinder
I løbet af 1600-tallet blev omkring 1.000 danskere brændt på bålet, og langt de fleste af dem var kvinder.
Det er der ifølge Louise Nyholm Kallestrup, historiker og forsker i senmiddelalderen og trolddomsforfølgelser, flere årsager til.
For det første skyldes det et voksende kvindehad op gennem 1400-tallet, og kvinden blev i datidens stærkt kristne samfund anset som mere syndig end manden, fortæller hun.
- Der ligger en fortælling om kvinden som lettere at lokke. Det har vi jo skrevet ind i Bibelen med Eva, der lader sig lokke af slangen, som somme tider også bliver et billede på djævlen, siger Louise Nyholm Kallestrup i 'Kampen om historien'.
Og så er der en fysisk forklaring, man nok heller ikke hører så tit i dag:
Den tredje forklaring er på flere måder lidt modsat. Den bunder nemlig i reformationens bagmand Martin Luthers syn på, at "kvinder er det mest vidunderlige", siger Louise Nyholm Kallestrup.
- Kvinder skal på en piedestal, men de skal være under kontrol af en mand, for ellers går det galt, og så har vi en person, der kan ende med at blive en troldkvinde.
- Så der er jo sådan et had/kærlighedsforhold til kvinden gennem hele den kristne fortælling, siger hun.
2
Vejen til bålet gik gennem retssalen
Selvom man kan forestille sig folkeoptog med fakler og høtyve, og man også taler om reelle heksejægere, så var vejen fra at blive beskyldt for at være heks til at blive brændt på bålet en integreret del af det danske retssystem.
Louise Nyholm Kallestrup kalder det for en "stramt styret proces".
- Der skal være en trussel om ondt, som kan identificeres. Der skal være folk, der har været vidner til det, og det skal være uvildige vidner, fortæller hun.
Den anklagedes mand, hvis hun havde en sådan, ville forsøge at forsvare hende i retten over for beskyldningerne om trolddom.
Med andre ord forsøgte han at "skyde alle vidnesbyrdene ned", siger Louise Nyholm Kallestrup
- Hvis der for eksempel blev sagt, at der rendte fire hvide skikkelser rundt på gårdspladsen, ville han forklare, at der var gået hul på en melsæk.
Derudover skulle den anklagede part også samle vidner - gerne 24 eller 48 - på, at hun var en god, kristen kvinde frem for den troldkvinde, hun blev beskyldt for at være.
3
Djævlen kunne frikende heksen
Der var faktisk nogle kvinder, som klarede frisag. Endda på en ret ironisk måde, beskyldningerne taget i betragtning.
Der skulle nemlig vidner til for at dømme nogen til bålet, og i nogle tilfælde var djævlen det eneste vidne - for eksempel hvis en person (angiveligt) var blevet besat af den påståede heks.
Og hold nu tungen lige i munden, når Louise Nyholm Kallestrup forklarer det her:
- Det vidnesbyrd, der er i en besættelsessag, er typisk kun fra den besatte selv.
- Hvis jeg udpeger dig som den heks, der har besat mig af djævlen, og jeg vitterligt er besat, så er jeg jo en løgner, fordi det er djævlen, der taler. Og hvis jeg taler sandt, er jeg jo ikke besat af djævlen.
4
Heksen er et feministisk symbol - eller hvad?
Den sidste danske heks blev brændt i 1693.
Siden er hekseskikkelsen i eventyr og fortællinger blevet billedliggjort med et kosteskaft, sort tøj, en spids hat, vorter og en lang næse. Og måske spiser hun endda børn.
Men i de senere år bliver heksen også set som en slags modstandsfigur, der er gået fra farlig til feministisk.
Sidste år foreslog Alternativet endda, at sankthans skulle gøres til en feministisk helligdag i protest mod hekseafbrændinger.
Den fortælling køber historiker Louise Nyholm Kallestrup dog ikke helt ind på, selvom det var kønnede forbrydelser.
- Det kan godt være, man kan se kvinderne som nogen, der stod i opposition til samfundet, men de talte ikke på noget tidspunkt om rettigheder, som dem vi væver ind i feminismetanken, siger hun.
- Jeg mener afgjort, at de er ofre. Men jeg ved ikke, om jeg vil kalde dem feministiske martyrer.
Men det betyder ikke, at vi ikke kan lære af den forfølgelse og dæmonisering, kvinderne var udsat for, siger Louise Nyholm Kallestrup.
- De dynamikker, der gør sig gældende i hekseforfølgelserne, gør sig også gældende på mange andre tidspunkter af historien. Så vi kan afgjort lære af det.
Du kan høre mere om, hvorfor så mange kvinder - og enkelte mænd - skulle udrenses, hvem heksejægerne var, og hvordan de danske hekseafbrændinger adskiller sig fra andre europæiske landes i denne uges afsnit af podcasten 'Kampen om historien' i DR Lyd lige her:
