Hekseprøverne
Når man arbejder sig gennem det dystre procesmateriale og
ser hvorledes mange af disse uskyldige mennesker bogstaveligt talt blev hakket
op til blodigt kød på torturbænkene, forstår man ikke, at der blandt dem
alligevel fandtes mennesker, der havde styrke til hårdnakket at nægte, at de
havde haft noget med Djævelen at bestille.
Ved
siden af torturen, som utvivlsomt har spillet en stor rolle for de bekendelser,
man fik, havde hekseforfølgerne et andet våben at hjælpe sig med. Det var de
såkaldte hekseprøver. Ved hjælp af dem havde man mulighed for at afgøre, om den
anklagede var heks, selv når hun nægtede at åbne munden eller benægtede sin
skyld. Her skal nævnes fem af de mest almindeligt brugte prøver. De har været
anvendt til forskellige tider i forskellig udstrækning. Det fremgår ingen
steder at det har været anvendt mere en på den samme heks.
Vandprøven
Den mest5 almindeligt brugte prøve er vandprøven eller
heksebadet. Den har været anvendt i Norden, på kontinentet så nær som i Spanien
og Italien, samt i England o Skotland.
Den
foregik på den måde, at man bandt delinkventen med højre tommelfinger til
venstre storetå og venstre tommelfinger til højre storetå og kastede
vedkommende i vandet. Flød hun, var hun skyldig, sank hun, var hun uskyldig, og
så man jo håbe, at man har gjort sig umager for at redde hende i land.
Undertiden er nævnt, at man slog et reb om livet på den, der blev underkastet
denne prøve, og det er vel mest sandsynligt, at man har gjort det i alle
tilfælde, da det ellers kunne blive vanskeligt at få heksen på land igen.
Vandprøven
har været brugt også mod kættere. Det er en gammel gudsdom, som går tilbage til
tidlig middelalder. At man flød ved skyld, forklare Hinkmar von Reims således,
at vandet gennem Kristi dåb i Jordan var blevet helligt i en sådan grad, at de
skubbede det urene og skyldige fra sig. DENNE TEOLOGISKE OPFATTELSE SYNES DOG
TIL EN VIS GRAD UNDER HEKSEPROCESSERNE, AT HAVE MÅTTE VIGE PLADSEN FOR DEN MERE
FOLKELIGE, AT HEKSEN VAR FOR LET TIL AT SYNKE.
Forestillingen
om heksens lethed, der også går igen i vægtprøven, må man have fået som en
association til, at heksen kunne flyve gennem luften. Tilsyneladende har man
ikke kunnet forbinde en normal legemsvægt med en sådan flyveevne. Der, som i og
for sig er mest interessant med vandprøven, er, at den i det materiale, jeg har
arbejdet med, altid givet et resultat, der er gunstigt for forfølgerne. Heksen
flyder! I det øjeblik er der et reb med i spillet, kan den , der holder i den
anden ende af rebet, indvirke på resultatet. Men der er andre muligheder at
tage i betragtning. Der er muligvis noget i stillingen, der har fået folk til
at flyde. Man har selvfølgelig ikke ventet mange sekunder, før man trak dem i
land, hvis de ellers havde vist, at de flød. Uvilkårligt vil man også fylde
lungerne med luft af rædsel for at blive kastet ud i et element, men ikke
behersker og det kan have medvirket til at man flød nogle øjeblikke. Desuden
kan det have spillet en rolle, hvilke klæder man bar. Fra samtidsstik har man
vandprøven udført både med og uden klæder på. Materialet giver ingen oplysning
om, hvad der var den sædvanlige fremgangsmåde. Men har kvinderne været kastet i
vandet iført den tids vadmelsskørter, ville dette nok virke som en slags
regningsvest, da den hårdt stampede vadmel er vanskelig gennemtrængelig for
vand. Det er fortalt at kvinder har undgået drukningsdøden på grund af deres
vadmelsskørter.
I
Norge er vandprøven specielt brugt i Finnemarksprocesserne, og her gælder det
også, at alle heksene flyder “som en dubbel” eller ” som en gås” på vandet.
Vægtprøven
Denne prøve har også sit udspring i vægtløshedsprincippet,
gik i al sin uhyggelighed ud på, at mand anslog delinkventen til en vis vægt.
Så vejede man hende. Vejede hun mindre end det anslåede, var hun heks. Særlig
berømt var heksevægte i Oudewater i Holland. Her kunne man tage hen når nettet
strammede sig og få et vægtcertifikat,
dvs. at man fik attest på, at man vejede så meget, som synes, som om den
dømmende myndighed har taget hensyn til disse vægtcertifikater.
Det
er en prøve som ikke ser ud til at være anvendt i Norge.
Ildprøven
I
Norden er denne prøve bedre kendt under navnet jernbyrd. Det er ikke nogen
speciel hekseprøve. På kontinentet synes den kun at være brugt i den tidligste
proces tid, og i Norge er den slet ikke brugt under hekseforfølgelserne, da der
kom forbud mod brug af den allerede i 1247. Man mente at Djævelen kunne hjælpe
heksene med denne prøve og give dem et gunstigt resultat.
Prøven
foregik på den måde, at man skulle bære glødende jern eller kul i hænderne et
vist antal skridt. Bagefter blev hænderne forbundet, efter en tid fjernede man
forbindingerne. Kunne man da vise et par uskadte hænder frem, havde man bevist
sin uskyld.
Siden
Sprenger og Krämer ikke ville bruge denne prøve, skulle man tro, at det
virkelig hændte, at heksene kunne fremvise hænder uden brandsår. Disse to herre
afskyr nemlig alt hvad der kan tale til anklages fordel. Man kan spekulere på,
hvor forklaringer kan ligge, om det er muligt at mennesker ikke får brandsår af
glødende jern båret direkte på de nøgne håndflader. Enten må man have kendt et
stof, som har haft en præventiv virkning mod forbrænding og som den anklagede
gennem bestikkelse har skaffet sig, eller også må visse mennesker i deres angst
og nervøsitet have haft en så stærk svedafsondring i hænderne, at jernet ikke
brændte sår.
De
såkaldte kedelprøve, som vi finder i det norrøne lovværk, er en parallel til
jernbyrden. Her brugte man bare koghedt vand, som den anklagede skulle stikke
hænderne i.
Tåreprøven
Man
har forestillet sig, at en heks ikke kunne græde under torturen. Fældede den
anklagede ingen tårer, mens man pinte hende, nyttede det hende kun lidt, at hun
græd bagefter. Man havde allerede slu*ttet, at hun var skyldig.
Bag
denne forestilling synes der at ligge en erfaringsforklaring. Man havde lagt
mærke til, at de folk man pinte til at bekende, at de havde slu*ttet pagt med
Djævelen, ikke fældede en tåre under torturen. Dette har en helt rationel
forklaring ifølge lægevidenskaben. Under meget stærke smerter fungere vore
tårekanaler i meget ringe grad eller slet ikke. Derfor fældede disse stakkels
mennesker ikke en tåre, men man næsten rev dem fra hinanden. Først bagefter,
når smerterne kom ned på et udholdeligt plan, græd de.
Heksehammeren
mener, at man ikke skal stole for meget på denne prøve, da Djævelen også her
kan være sine sektmedlemmer behjælpelig med at græde falske tårer.
Nåleprøven
Denne
prøve har været brugt over hele kontinentet også i nabolande som Sverige og
Danmark. Derfor er det mærkeligt, at vi ikke finden den brugt i Norge, til
trods for at denne prøve bunder på forestillinger om det følelsesløse stigma
diabolicum, som vi finder i Norges rets akter.
Prøven
blev foretaget således, at man førte den genstridige ind i torturkammeret,
klædte hende af og skambarberede hende over hele kroppen. Så strakte men hende
på pinebænken, og bøddelen stak sig nu frem fra isse til fodsål, på jagt efter
en følelsesløs plet.
Ud
fra proces materialet ser vi, at han ofte fandt, hvad han ledte efter.
I dag ved vi, at man på de fleste mennesker ville kunne
finde sådanne pletter af anæstesi, hvis de var udsat for et psykisk pres, der
var stærkt nok. Det er en af kroppens reaktioner på et sådant pres. De fleste
af os kunne vel få følelsesløse pletter af mindre end der, den mistænke “heks”
blev udsat for: ringet ind af naboens had, slæbt ud af sit hus, kastet i
fangehullet, kun overladt til en rå fangevogters forgodtbefindende, vente i
dagevis på at få lov at gennemgå de pinsler, man med rædsel havde hørt andre
havde gennemgået, blive klædt af for øjnene af fremmede mænd, blive følt på,
knebet, kommenteret og stukket.
